Historien om TrioNet

Historien om TrioNet starter 1. december 2011 - dengang under navnet GC-BO A/S og ejet af Global Connect. Global Connect har siden 2003 serviceret bolig- og antenneforeninger, med fibernetværk til tv, internet og telefoni. GC-BO blev stiftet med det formål at videreudvikle og varetage dette koncept og for at imødekomme de fremtidige behov og udfordringer. GC-BO’s varetagelse af konceptet indebærer at levere og udbygge frie services som tv, internet og telefoni til antenne- og boligforeninger. GC-BO’s første kontor blev etableret i Aalborg, men fik et halvt år efter et nyt domicil i Stilling ved Skanderborg.

Ny ejer - nye tiltag

Den 1. oktober 2013 sælger Global Connect sine aktier i GC-BO til Stofa for at styrke samarbejdet med Stofa og Syd Energi (SE). Stofa bevarer det eksisterende selskab, og aktiviteterne fortsætter uændret, hvilket vil sige, at bolig- og antenneforeningerne ikke bliver berørt af dette opkøb:
 

”For os er dette køb en direkte følge af vores strategi om at erobre markedsandele og få øget Stofas størrelse, hvilket er helt afgørende i dette marked. GC-BO er en spændende virksomhed og en spændende mulighed for os, så da muligheden bød sig, slog vi til”. Stofas administrerende direktør.
 

Salget til Stofa medfører, at GC-BO nu kan udvide med tv-indholdspakker, hvilket ses som en vigtig udvidelse af tjenesten til kunderne. Samtidig er der opstået et behov for et nyt navn og en ny visuel identitet. Det nye navn bliver TrioNet og virksomheden flytter sit hovedsæde fra Stilling tilbage til Aalborg d. 18. juni 2014.